Blog & Viden

Sælg julefrokosten i god tid

Mads Michelsen
31. august 2020

5 ting du bør gøre i din jule-marketing allerede om sommeren

Vi solgte vi 80% af de 1.000 pladser til julefrokosterne før efterårsferien, da jeg sad som marketingchef på et hotel. Hvordan? Vi var tidligt ude. Juletoget er nemlig allerede begyndt at køre, og dine gæster vil gerne købe en billet. Så er du ikke i gang, er det nu, du skal begynde at markedsføre julen. Her er fem af de ting, jeg synes du skal gøre i den markedsføring i en ruf.

Næsten halvdelen af 45.000 søgninger på ‘Julefrokost 2018’ , blev tastet ind i Google før vi kom ind i oktober måned. Over 40%! Ja, du læste rigtigt. 

30% af søgninger på Google efter fx ‘julefrokost’ og ‘julearrangement’ lå i perioden august til oktober. 

Så selv om solen skinner, og I stadig sælger kølig Riesling ude på torvet, så skal julestemningen til at spille jingle-bells i din markedsføring.

Sådan for du fyldt ordrebogen i god tid. Så kan du fokusere mere på mersalg og god service, når julen nærmere sig for alvor. 

5 ting du bør gøre for at sælge din jul allerede fra sommer​

    1. Har du ikke dine jule-tilbud på hjemmesiden i august, så skal de op med det samme. 
    2. Tjek SEO på din juleside, så du bliver fundet på ‘Julefrokost [dit bynavn] mv.
    3. Send et jule-nyhedsbrev – også selv om, du synes det er tidligt. De skal vide, du er klar.
    4. Kontakt de sidste 1-3 års julegæster, og fortæl, at du er klar til at booke deres favorit-dato eller lokale.
    5. Sæt automatiske annoncer på Google og Facebook, så du er synlig hos dem, der allerede er begyndt at søge.

1. På hjemmesiden med det samme

Har køkkenchefen ikke fået tilbud hjem på kamsteg, and og remoulade?

Og er julemenuen ikke på plads endnu, fordi I har haft  travlt igen i sommer?

Så er det nu, I skal gå på pc’en og finde menuen fra sidste jul, og beslutte om kryddersilden skal byttes ud med den stegte sild på årets juleservering. 

Derefter er det bare med at give priserne et hak opad, og få jeres juletilbud lagt op på hjemmesiden. Og husk, at gøre det nemt at finde. På med et fint menupunkt med ‘Julefrokost 2019’. 

Og lige to små ting mere:

  1. Lav en kontaktformular, så gæsten nemt kan forespørge døgnet rundt, eller mens de sidder på jobbet.
  2. Husk også nogle gode fotos på dit site – og gerne af glade gæster. Gæsten ved jo godt, hvordan en marineret sild under en løgring eller et julelys ser ud. De fotos kan du jo også bruge på Facebook og Instagram.

2. SEO tager tid - kom igang tidligt

Er SEO (søgemaskine-optimering) et vodka-mærke i Rusland for dig? Så har du sikkert en tjener, der har en ven, som kender en fyr ned fra fitness, som kan lidt ‘basis’.

Med god SEO bliver du nemmere fundet ‘gratis’ på Google. Det er effektiv og ‘gratis’ markedsføring til gæster, du ved er ude efter dit produkt.

Sørg for, at din side har lidt mere tekst, end du plejer, og en bland ‘julefrokost’, ‘firmajulefrokost’ og ‘julemad’ ind her og der. Husk dit bynavn i teksten. 

Husk, også lige din ‘metatitle’ på din juleside. Det er den lille tekst, dine gæster kan se, når de søger i Google.

Den skal  lyde jule-lækkert OG have de ord som folk søger efter. Ikke noget med ‘Juleforside 2017’. 

Hvis du er både synlig og sælgende i listen af søgeresultater, er der flere der klikker på dig, og sådan får du flere bookinger. Og bare ved at ændre 8 ord.

Er det for teknisk,? Så få lidt hjælp. Eller giv den gas, og få meget hjælp. 

Der er penge i skidtet, selvom det er ret nørdet.

3. Julestemning i dit nyhedsbrev og e-mails

E-mails er gratis at sende. Og du ved præcis, hvor mange der åbner dem. 

Så hop ind i Mailchimp og skriv

‘Årets første julegave! 🎁 Nu har vi jeres julefrokost klar’

i emnefeltet. Send en afslappet mail ud i dit ‘nyhedsbrev’. Også selvom de fleste stadig ikke har vasket solcremen af mobilen efter sommerferien. 

Fortæl, at nu er I altså mentalt klar til at sætte sild og tage julebestillinger. Særligt fra dem, der vil være sikre på, at I har plads lige den dag, de holder den faste julefrokost. 

Har I ofte svært ved at få udsolgt, eller brænder I penge af på annoncer tæt på jul, så frist dem tidligt med lidt ‘early bird’ rabat eller en velkomst-drink.

Så skal I ikke løbe dem hjem i november, når alle andre er ved at skvatte i brunkager og glögg.

4. Husk at fange sidste års kunder

  1. Hent et dobbelt skud espresso i baren. 
  2. Snig dig ind på kontoret.
  3. Tjek pc’en, og find gæstelisten fra de sidste år frem.
  4. Send en personlig e-mail til dine stamgæster, og mind dem om at få bestilt i god tid.


Sådan får du dine stamgæster i bogen tidligt. Det giver ro i maven  – og i budgettet.

Så begynder de heller ikke at få andre idéer, når dine konkurrenter sætter en annonce i lokalavisen på et tidspunkt.

Du kan naturligvis også bare ringe til dem, og sige at nu er julemenuen på hjemmesiden, og hvis du kan hjælpe med noget, så er du allerede i fin julestemning.

5 Kom i gang med at annoncere på Google og Facebook

Det kan blive dig! 

Dig der er den første i byen til at vise annoncer på Google, når Caroline fra festudvalget sidder og søger på ‘Firmajulefrokost Aarhus’. 

Det er nemlig Caroline, som skal finde det perfekte sted til firmaets julefrokost i år. 

Så du skal være synlig, når hun søger. Og det kan du, ud over SEO, købe dig til. 

Og de penge kommer mange gange igen. 

Tænd for Google

Så jeg synes, du skal tænde dine Google-jule-annoncekonto før din nabo. Husk nu, at tjekke annonce-teksterne for alt med “2018” i. 

Har du ikke prøvet Google-annoncer før, så er det en lille julegave til dig selv. 

Det koster selvfølgelig lidt at sætte op, men derefter betaler du jo kun for dem, der faktisk besøger din hjemmeside. 

Det er en løsning, som står og arbejder for dig, mens du bare skal tage telefonen, når den begynder at ringe. 

Tænd for Facebook

På Facebook kan man jo så mange ting. 

Skal jeg give et hurtigt bud, så skal du have din SoMe-person til at hjælpe dig. Du skal have såkaldte ‘retargeting’-annoncer sat op. 

Det betyder, at dem der besøger dit websites sider – fx jul, selskaber eller konference, får vist annoncer på Facebook også. 

Det er nemt, smart og ikke så dyrt. Det er altid nogle af de annoncer på Facebook, som virker bedst.

Lav en annonce med et billede af julenisser i en strandbar på Ibiza, og fortæl at det er klogt at få julefrokosten i kalenderen i god tid. 

Det kan være den detalje, som overbeviser dem om, at det altså er din ris a al mande, der har den største mandel i byen – så hvorfor vente?

Er vinhandleren begyndt at snakke om bobler til nytår?

Har du også nytårsarrangementer eller nytårsmenuer ud af huset, så skal det også på snart. 

Gæsterne begynder allerede at søge på deres nytår i starten af oktober. 

Og hvordan du får din nytårsmenuer udsolgt tidligere end de andre, skriver jeg et blogindlæg om i september. 

Glædelig jul!